Genopdagelsen af den menneskelige sjæl


Der var engang, hvor mennesket vidste, at det havde en sjæl. Det ville have chokeret det at høre, at man en dag måtte skrive en bog for som en videnskabelig opdagelse at oplyse det om, at det havde en.

Og dog er det dette handler om.

Det handler ikke om din sjæl.

Det er ikke beregnet til at fortælle dig, at du skal være god eller slem, kristen eller yogi.

Det er skrevet for at fortælle dig historien om den menneskelige sjæls genopdagelse som en videnskablig, påviselig kendsgerning.

Her, på et tidspunkt hvor alle religioner overalt står over for udslettelse på grund af kommunisme, psykiatri, psykologi, dialektisk materialisme og utallige andre -ologier og -ismer, kunne man tro, det var en bestræbelse på at skabe tilstrækkelig religiøs iver for at dæmme op for propagandapjecernes stormløb som, bortset fra alt andet, virkelig er den mest grufulde side af disse trusler mod mennesket. Denne bog søger imidlertid ikke noget sådant. Det er for den sags skyld også tvivlsomt om religiøs kontrol af mennesket var særlig succesfuld. I de ophedede gnidninger, der er skabt af den slags konflikter, indser man måske ikke, at sjælen er værd at undersøge og skrive om for dens egen skyld, ikke på grund af kapital, der kan vindes ved dens påvisning eller udsletning. 

Beretningen om sjælens genopdagelse er noget af et eventyr udelukkende set ud fra den filosofiske og eksperimentelle side. Eventyret har taget en hel del til i styrke på grund af mængden af forudfattede meninger og affejninger, som man er stødt ind i på grund af disse ismer og ologier.

Man skulle tro, at ideologierne var så opblæste af deres fine mening om dem selv, at de tror, at en hvilken som helst undersøgelse af sjælen selvfølgelig var ment som en personlig fornærmelse mod hver enkelt eller dem alle. 

Efter at have studeret sjælen i et stykke tid får man den opfattelse, at der blandt alle disse moderne uoverensstemmelser kun var en overensstemmelse: At emnet den menneskelige sjæl på godt og ondt kun fandtes inden for den enkeltes personlige sfære. Således vil det at udgive dette i sig selv være et eventyr, for det vil afsløre blandt hver især af disse -ismer og -ologier den indbildning, at de selv er under angreb. Og at ”angribe” så mange modstandere i ét udfald kræver at en forfatter enten har hud som et næsehorn, et citadel som en Christophe eller ben som en impala. 

Idet vi ikke har nogen af disse, men blot en vis tillid til dumheden hos alle disse skoler i slaveri, finder vi i os selv en villighed til at acceptere risikoen, hvis ikke kampen. Vores væsentligste kontrovers – helt bortset fra de mindre – er hvorvidt sjælen eller viden derom kan betragtes som et ”videnskabeligt emne” eller ej. 

For per definition i disse dialektiske tider er videnskab en noget, som ifølge sig selv udelukkende har at gøre med anliggender om materie. Den har forsøgt at samle den fuldstændige ejendomsret til viden for sig selv alene – meget i lighed med andre -ismer og -ologier, og har derefter søgt at bevise, at viden kun kan findes i materialisme.

Dette noget afsporede synspunkt bliver kunstigt ved første eftersyn. 

Det engelske ord for videnskab (science) betyder kun ”sandhed”, og er afledt af det græske ord scio, hvilket er ”at vide i ordets bredeste betydning”. Mere nøgternt, og som det er blevet brugt på den senere tid, antyder ”science” en organisering af viden. Og hvis det er tilfældet, så falder dette materiale om den menneskelige sjæl, som er baseret på kritisk observerbar viden og som er organiseret, bestemt inden for kriterierne for ”videnskabelig” viden. 

Da det således var baseret på observerbare, målelige sandheder eller viden, og var organiseret, tillagde vi denne samling af information om den menneskelige sjæl ordet Scientologi, hvilket vil sige ”viden om viden” eller ”at vide hvordan man ved” eller ”studium af sandhed”, og tog således, i kraft af ordet, parti med ”-ologierne”. 

Men vi kunne lige så godt kalde dette materiale ”sjælisme” eller ”doktrinen om den menneskelige sjæl” og stille os på linje med ”-ismerne” for så at sige på denne måde at trænge os ind på den gode side af hver og således undgå krig. 

Som et ord, er Scientologi helt nødvendigt, idet vi har brug for et genkendeligt symbol til at repræsentere disse særlige opdagelser og data og metodikken om deres brug og for at modvirke, at vi begår fejl i konversation. Emnet sjælen lader sig nemt bruge af enhver gren af enhver viden, og vi behøver ordet for at holde os orienteret og stedfæstet med den information, der er indeholdt heri. 

Udmærket. 

Nu da vi forhåbentlig har bekendtgjort vores politiske standpunkter – eller mangel på samme – og har givet et ord for det, vi gør, lad os da undersøge, hvad vi gør. 

Vi studerer sjælen eller ånden. 

Vi studerer den som sig selv. 

Vi forsøger ikke at bruge dette studium til at forbedre et andet studium eller en anden overbevisning. 

Og vi fortæller historien om, hvordan det kom sig, at sjælen havde brug for at blive opdaget igen.

Nu da vi har genopdaget den, opdager vi også, om informationen, som således er opnået, på nogen måde kan hjælpe os til at leve bedre eller, for den sags skyld, dø bedre. 

Derfor kan De helt klart se, at det er helt ufarligt at læse dette. 

Det forsøger ikke at ændre Deres ideologiske eller religiøse overbevisninger. Hvis de ændrer sig, fordi De simpelthen læser dette, kan ingen andre end De selv bebrejdes, og det var ikke forfatterens hensigt at manipulere. 

Selvfølgelig, hvis De faktisk læser dette, vil Deres ideologiske og religiøse anskuelser ændre sig – det er der ingen tvivl om. 

Hvis det skulle falde Dem ind at bebrejde nogen, så husk imidlertid på, at uanset hvad der faktisk sker, så var det virkelig ikke vores hensigt at ændre Deres filosofiske mønster. Alt, hvad vi ganske uskyldigt agtede at gøre, var at give Dem nogle data om den menneskelige sjæl.Ikke engang om Deres egen sjæl, bare om sjælen i al almindelighed. 

Så De er blevet advaret. 

Historien begynder i fysiklaboratorierne på George Washington Universitet i 1930. Helt tilfældigt var professor Brown, instituttets leder, næsten samtidig i gang med de indledende forsøg, som inden for de næste femten år skulle skaffe Jorden en atombombe, hovedsageligt gennem dr. George Gamow, en assistent i dette selv samme laboratorium. Uvidende om den grusomhed, der blev planlagt blot nogle få meter fra mig, var jeg optaget af et eksperiment med poesi. Se, normalt har poesi ikke ret meget at gøre med et fysiklaboratorium, men denne gang havde det. Da det var en smule under tvang, at mit hovedfag var ingeniørstudiet, og dertil kom, at jeg studerede kernefysik med en skeptisk holdning, havde min kedsomhed fundet lettelse i at forestille mig den idé, at man måske kunne finde ud af, hvorfor poesi på et hvilket som helst sprog lød som poesi, uanset om man talte sproget eller ej. 

Idet jeg brugte et gammelt Koenig fotometer til at måle svingninger i stemmen, læste jeg skiftevis en linje af Browning og derefter en linje prosa og studerede enhver tænkelig forskel i symmetrien i svingningerne i poesien i kontrast til prosaen. Jeg opdagede snart, at der var en bestemt symmetri og skulle lige til at finde på en mere kompleks test, da det slog mig, at sindet ikke var et Koenig fotometer. 

Jeg trak mig tilbage og kiggede omhyggeligt på den grimme maskine med dens fire spejle og glasramme, og sagde til mig selv, at det ville være en frygtelig, ubekvem tingest at have til at rode rundt mellem ørerne. 

Men hvis man ikke havde sådan en mellem ørerne, så havde man, eller i det mindste måtte man have en form for mekanisme, som ville omsætte og måle, ikke kun lydimpulsen men også symmetrien i den lyd. Og, efter at have målt det, lavede dette noget det yderligere trick, ikke blot at lagre den symmetri, men at huske og betragte det efter behag. 

Således opstod en søgen, en søgen som fortsatte i et kvart århundrede. 

Således opstod rækken med intuition, observation og eksperiment, som til sidst genopdagede sjælen som en videnskabelig kendsgerning, og fandt metoder til med videnskabelig sikkerhed at gøre ting ved den, for den og med den. Men her i 1930, mens jeg udstod min læretid i ”F Streets trædemølle”, var ingen så seriøs afslutning virkelig i syne. Min interesse, må jeg tilstå, gik mere i retning af  drønende  fly  på Congressional Airport,at ryste fakultetet med mine artikler i universitetsbladet og altid sikre mig, at skolens mest populære pige var kæreste med det professionelle ingeniørvæsens studenterforening (og selvfølgelig min dansepartner). 

Sandsynligvis ville ikke være kommet noget ud af min søgen overhovedet, hvis jeg ikke havde forsøgt at løse en del af problemet ved at besøge den frygtindgydende og småtossede leder af det psykologiske fakultet. Med sine skjulte holdninger til sine medmennesker ønskede han hovedsageligt at vide, hvad jeg lavede uden for ingeniørskolen, og hvorfor jeg ikke på passende vis overlod sådanne sager til psykologerne. 

Det udfordrede mig en smule. 

Som et sensitivt ungt menneske, der var forkælet af Orientens høflighed, hvor jeg havde tilbagt meget tid før universitetet, brød jeg mig ikke om folk, der var så gennemført vesterlændinge.

Og efter jeg havde gjort mig lystig over ham i et par spalter i universitetsbladet, fik jeg lokket alle lærebøgerne i psykologi fra en med hovedfag i psykologi (hvis engelsk-stile jeg plejede at skrive) og sænkede øjenlågene, men ikke min forståelse, ved at studere dem ihærdigt under forelæsningerne i tysk og landmåling (som i den grad alligevel kedede mig).  

Men skønt jeg studerede og forstod, hvad jeg læste, begyndte jeg at tro, at forståelsen var en smule ensidig. Disse lærebøger var ligesom psykologidekanens høflighed noget mangelfulde. Ligesom billedet af billedet af billedet på cornflakes-pakken, tilskrev psykologien simpelthen alt dette først til hjernen og så til cellen. Jeg gik ikke videre, da den undlod at beskrive nogen anordning til optagelse og genkaldelse af lyd. Med ungdommelig foragt henviste jeg psykologi til den mugne bunke af foregivender, som så ofte sælger deres mangestavede vrøvl som lærdom, og besluttede at tænke lidt mere over at tænke – mildest talt et trick.  

Omkring på det tidspunkt, mødtes jeg og en biologi-studerende sædvanligvis efter skoletid på (åh svundne dage) en smugkro på 21st Street, til en gang blackjack og en dram eller to efter skoletid. Og mens han forsøgte at aflede mit blik fra sine rappe fingre, underholdt ham mig med ting og sager om, hvad der foregik i biologiens verden. En dag lykkedes det ham faktisk at liste et kort over til mig, som jeg ikke ville have, ved at bemærke, at hjernen indeholdt et umådeligt antal proteinmolekyler, og at det var ”blevet opdaget”, at hvert enkelt af disse molekyler havde huller i sig. Fascineret tappede jeg ham for data, og et par dage efter tog jeg mig tid til at beregne hukommelse. Det forekom mig, at hvis der var huller i molekyler i et vist antal, så kunne hukommelse måske være oplagret i disse huller i molekylerne. Det var i det mindste mere fornuftigt, end de lærebøger jeg havde læst. Men beregningen, der blev udført med betydelig højere matematik end psykologer eller biologer benytter, gav alligevel ikke noget resultat. 

Jeg beregnede, at hukommelse var ”dannet” i en bestemt hastighed og oplagret i hullerne i disse gennemhullede proteinmolekyler som den allermindste form for energi kendt inden for fysikken.

Men på trods af det enorme antal molekylehuller og den tilstrækkelige mængde hukommelse, gav hele projektet kun dette resultat: Jeg var tvunget til at konkludere, uanset hvor frisindet jeg blev, at selv med dette system, som bestemt lå under det cellulære plan, så havde hjernen ikke lagerplads til mere end tre måneders hukommelse. 

Og da jeg kunne genkalde mig ting ganske klart, i det mindste fra før semesterets begyndelse, var jeg overbevist om, at sindet enten ikke kunne huske noget som helst eller, at der eksisterede meget mindre energipartikler, end vi kendte til inden for kernefysik. 

Pudsigt nok kom denne teori, som jeg havde givet til en meget berømt psykiater inklusive tallene, tilbage som en østrigsk ”opdagelse” et årti senere, og blev almindeligt accepteret som sandheden.

Jeg har altid undret mig over psykiaterens skødesløshed med at miste den sidste side, som med de samme beregninger erklærede, at sindet ikke kunne huske. 

Efter i lang tid at have lagt det hele til side blev jeg imidlertid atter kaldt tilbage til mine beregninger af fysikken selv. 

Der er nogle lejlighedsvise bevægelser, som man kan se i atomare og molekylære fænomener, der ikke helt er gjort rede for. Og hvis en ”mindre” energi måske kunne skabe disse bevægelser blandt de større partikler, stod jeg over for utilstrækkeligheden i det måleudstyr, vi altid har arbejdet med i fysik. Selv i dag har vi kun strømme af elektroner, når vi ”ser småt”. Og jeg var så betaget af den enorme størrelse på Terra Incognita, som fysikken endnu ikke var trængt ind i, at det virkede langt enklere at gøre det, som jeg i sidste ende gjorde – nemlig gik min vej og blev science fiction-forfatter. 

Mens jeg levede det ret eventyrlige liv som forfatter i New York, Hollywood og det nordvestlige USA og tog udenlands på ekspeditioner til primitive kulturer for at slappe af, gjorde jeg ikke ret meget ved min søgen indtil 1938, hvor en ret så frygtelig oplevelse bragte mit sind nærmere målet, end mine sædvanlige mentale kredsløb. 

Under en operation døde jeg under narkosen. 

Efter med en hurtig indsprøjtning af adrenalin i hjertet at være blevet bragt tilbage til et ufrivilligt levet liv, gav jeg mine redningsmænd lidt af en forskrækkelse ved at sætte mig op og sige: ”Jeg ved noget, hvis jeg bare kunne komme i tanke om det.”

I min skovhytte i det nordvestlige USA havde jeg god tid til at tænke over det. Oplevelsen havde gjort mig syg nok til at holde mig i læsehumør, og i nogle uger kom jeg aldrig langt væk fra en tekande, et tæppe og bøger. Den uro, det forårsagede blandt ”de, der stod mig nærmest”, når jeg forsøgte at underholde dem med denne dødseventyr, morede mig. Hvor de ikke var foruroligede over, at jeg faktisk havde været fuldkommen død ud fra et lægeligt og retsmedicinsk synspunkt, var de forfærdede over, at jeg talte om det. Jeg besluttede, at det ikke var et populært emne, men jeg undersøgte ikke desto mindre det rimeligt omfattende bibliotek, som jeg havde, og jeg fandt ud af, at denne sag ikke var ukendt inden for menneskelige oplevelser, og at en fyr ved navn Pelley endog havde grundlagt en omfattende religiøs undersøgelse af emnet. Tilsyneladende var han taget til Himlen og kom tilbage og overlevede, så han kunne fortælle om det. 

De psykiatriske lærebøger, som jeg beholdt på grund af uudtalelige sygdomme til at lægge i munden på mine opdigtede læger, var lige så slemt urolige som mine nærmeste slægtninge.

De betegnede alle sådanne oplevelser med et nydeligt grimt udtryk, ”vildfarelse,” og skrev tykke afsnit om dets mentale usundhed. Kun i spørgsmålet om det usunde kunne jeg være enig med dem.

Jeg har altid, vil altid, og anså dengang det at dø for at være usundt. De syntes endvidere at mene, at de mennesker, som døde, burde forblive døde. Jeg drog den konklusion, at den smule, de vidste om sådanne hændelser, bedst blev udtrykt i de omfangsrige, manglende konklusioner, de skrev om , så jeg tyede til de klassiske filosoffer. Skønt disse havde en hel del at sige, var det meget lidt af det, som var kortfattet og sagen vedkommende. Efter at have flakket omkring igennem godt 250 kg bøger, indså jeg nogle ting, som ændrede mit liv en hel del mere end blot det at dø. I løbet af de uger i hytten pressede mine studier mig i retning af visse konklusioner. Jeg konkluderede for det første, at det at dø ikke havde været særlig skadeligt. For det andet konkluderede jeg, at mennesket, som et lærd hele, vidste forbandet lidt om emnet. På godt og ondt konkluderede jeg, at mennesket ikke blot burde vide lidt mere om at dø, men en hel del mere om mennesket. 

Og det formede min skæbne

L. Ron Hubbard - Oktober 1955

Interesseret i flere arktikler om Dianetik og Scientologi?

Denne annonce er udarbejdet i samarbejde med Københavns Dianetik

 Copyright © 2012 ved Københavns Dianetik. Alle rettigheder forbeholdt.